22. maj 2010 kl.7.00
Starten på, hvad der bliver kaldt verdens hårdeste Ironman skal lige til at gå.
Jeg står i vandkanten og er klar til en, forhåbentlig fed men også hård dag. Sommerfuglene i maven, som startede ud som ganske små har efterhånden taget til dimension og minder nu allermest om ørne med et vingefang på 3 meter, med andre ord har nervøsiteten et godt tag i mig, men det overskygger ikke følelsen af spænding og glæde ved endelig at stå her.
Drømmen om at blive Ironman har været der i mange år og på en ferie på Lanzarote for fire år siden blev beslutningen taget. Jeg skulle gennemføre en Ironman, men det skulle ikke være en hvilken som helst, det skulle være verdens hårdeste.
For de som kender mig, kan det ikke komme som nogen overraskelse at jeg gerne vil være godt forberedt, så jeg startede allerede med træningen da vi kom hjem.
Svømning er en teknisk krævende disciplin og tager mange år at mestre til perfektion, så jeg allierede mig med Århus 1900 Tri og kom på et svømmehold 2-3 gange ugentlig med tilhørende tysk diktatorisk svømmetræner. Løbetræningen var mere lige til og jeg fik blod på tanden efter at jeg deltog i et par ½ maratons, hvor jeg krydsede målstregen i acceptabel tid.
Nu tilbage til ’dagen’.
Startskuddet går og vi myldrer som små nyudklækkede skildpadder ud i vandet. Jeg tager det roligt og vælger den yderste bane helt til højre for at undgå en tur i ’vaskemaskinen’. Det er før sket at triatleter er kommet op af vandet med brækket kraveben, flækkede øjenbryn og iturevne svømmedragter. Strategien med at svømme i yderste bane gør svømmeturen længere og jeg skal affinde mig med at have en kajak med en meget indtrængende fløjte ved min side hele vejen. En pris jeg med glæde betaler.
Svømmeturen går rigtig godt og jeg kommer op af vandet i tiden 1:13 og ligger nr. 800-900 i det samlede løb.
Beruset af endelig at være færdig med svømningen griber jeg min cykel og løber gennem skiftezonen mens jeg fortæller mig selv at det gælder om at holde hovedet koldt, for der er lang vej endnu. Jeg starter stille og roligt ud, for jeg har i ugen forinden kørt en del af turen og ved derfor hvad der venter mig. På en eller anden måde lykkes det dog alligevel for mig at få sat farten op, for jeg passerer lige godt 700 triatleter på turen og kommer derfor ind med den 61. bedste tid efter 180 km (2551 højdemeter) hvor jeg har holdt et gennemsnit på 33,5 km/h
Mentalt har jeg et overskud som hjælper mig til at imødekomme den forud liggende maraton, og jeg glæder mig til at ryste cykelturen ud af benene. Sidste år løb jeg min første og indtil nu eneste maraton på kun tre timer, så jeg er ved godt mod, nu hvor jeg sætter cyklen fra mig og snører mine løbesko.
Jeg må dog sande at benene føles som telefonpæle og de 33 grader, ingen vind og ingen skygge er ikke ligefrem medhjælpende til at bevare roen, troen og overblikket. Så jeg sætter lidt for hårdt ind, i håbet om og troen på at jo hurtigere jeg løber jo hurtigere er det overstået og des hurtigere er jeg i mål… men det bider mig i halen og jeg må sætte farten ned på den sidste halve del.(Maratontiden bliver 3:28)
Da jeg nærmer mig målområdet stiger mængden af mennesker i takt med musikkens banken og slagfaste rytme – det giver den ekstra styre der skal til og da jeg hører en velkendt stemme råbe til mig om jeg vil have Ada Marie med på armen får jeg uanede kræfter. Selvfølelig vil jeg det.
Så jeg vender de få skridt der skal til får min lille pige i armene (det føles dog som om hun har taget 10 kg på siden i morges) og publikum bryder ud i vild jubel, tilråb og klapsalver da jeg nærmer mig og sidste men ikke mindst krydser målstregen i tiden 10:19:29 og JEG ER SUPER GLAD!
Jeg bliver nr.97 ud af 1200 gennemførende i det samlede løb og nr. 26 ud ad 300 i min aldersgruppe.
En rigtig Ironman har altid drømmen om at kvalificere sig til VM på Hawaii. Det er selvfølgelig også min drøm og det er ikke nok at jeg var tæt på, så jeg må prøve igen – næste år… Jeg er meld til! J