Sidste efterår fik Jørgen og Knud overbevist flere af os yngre ryttere om, at La Marmotte skulle være en super oplevelse at komme igennem. Det betød, at ACK havde et stort hold med på Velo Tours’ tur til det franske motionsløb; nemlig Jørgen og Knud, der stod for erfaringen og så Svend, Orla, Poul Erik, Tim og jeg selv, der var helt grønne i denne sammenhæng.
Efter at være samlet op forskellige steder i Danmark gik turen ned gennem Europa med bus onsdag, så vi ramte Alpe d’Huez torsdag ved 9-tiden. Her kunne vi indlogere os på vores hoteller, få lidt morgenmad, samle cyklerne og ellers lige få strukket kroppen ud efter knapt et døgn i bus.
Det var rigtigt godt vejr alle dage, så torsdagen skulle bruges til at prøve kræfter med Alpe d’Huez. Det gik nemt med at rulle ned af den – selvom Orla fik skabt lidt omsætning hos den lokale cykelhandler, da han punkterede to gange på nedkørslen. Tim måtte også skifte slange en gang. Den kunne dog ikke slå Jens Kasler, der fik kørt sin cykel over med bil, så han måtte købe en ny ramme til løbet…
Vi havde forberedt os godt hjemmefra – især var Poul Erik og jeg stolte af, at vi havde fået skiftet vores bagkrans ud, så vi havde 39×25 som laveste gearing. Det gik også fornuftigt op af Alpe d’Huez den første gang med friske ben. Men vi må nok indrømme, at gearingen føltes noget hård under selve løbet… Vi kom fint op alle 7, og vi var dermed ved at være klar til den store styrkeprøve.
Fredagen blev brugt til at slappe af, gå rundt og kigge i målområdet, snakke med de andre ryttere og foretage de sidste finjusteringer af cyklen. Flere af deltagerne havde prøvet turen før, og Velo Tours’ guider kunne også dele ud af deres erfaringer med løbet. Efter at have fået spist og drukket godt i løbet af dagen, var vi derfor helt KLAR til den store dag!
Starten gik lørdag morgen kl. 7 fra Bourg d’Oisans i bunden af Alpe d’Huez. Det var en smule hektisk med 2.000 ryttere startende på en smal vej. Senere startede flere grupper, så det samlede antal deltagere var mere end 7.600! De første 10-15 km var forholdsvis flade, før opstigningen til Col du Glandon begyndte. Nedkørslen fra Glandon var vurderet så farlig, at tiden blev neutraliseret på den i år.
Poul Erik og Bjarke kørte derudaf og kom op på toppen af Glandon blandt de første grupper. Herefter fulgte Tim, Orla, Jørgen og Knud blandt andre ryttere. Svend nåede toppen af Glandon, hvorefter han vendte om og kørte tilbage til Alpe d’Huez. Alle ryttere fik en meget hård tur. Tim fik endda en punktering på vej op af Alpe d’Huez og Jørgen styrtede i én af tunnelerne fra nedkørslen af Galibier.
Poul Erik var bedste ACK’er i mål – han fik tiden 6.55. Bjarke kørte på 7.15, Tim på 7.59, Orla på 9.14, Jørgen på 9.32 og Knud på 12.52.
Herefter blev de ømme ben plejet i stor grad. De fleste var enige om, at turen vist ikke skal gentages til næste år. Men den slags siger de fleste jo, kort efter man er kommet i mål. Turen var rigtigt godt arrangeret af Velo Tours, og vejret var helt perfekt. Der er tidligere blevet kørt i regnvejr. Hjemturen startede søndag morgen, og de trætte helte var tilbage i Danmark mandag.